|
FJERNVARME – ET GENBRUGSSYSTEM

|
|
Princippet i en fjernvarmeforsyning er
enkelt.
Fra varmeværket pumper man opvarmet fjernvarmevand ud
til forbrugerne. Hos forbrugerne anvendes fjernvarmevandet til at varme
ejendommen og brugsvandet op med. Herefter returneres det afkølede
fjernvarmevand til varmeværket, hvor det igen varmes op og sendes ud.
Fjernvarmevandet cirkulerer altså i et lukket
rørsystem, og der er på den måde tale om et genbrugssystem. I denne folder
får du en række gode råd om, hvordan du bedst
udnytter fjernvarmen.
Hvis du følger dem, kan du ikke alene selv spare penge
på varmebudgettet. Du er også med til at sikre, at hele systemet fungerer
mere optimalt og miljørigtigt – til
glæde og gavn for alle i lokalsamfundet.
|
|
|
|
|
|
BOLIGENS RUM

|
|
Boligens rum benyttes forskelligt, og
derfor vil der også være forskel på, hvilken temperatur der er passende. For
de fleste er en stuetemperatur på 21°C, den temperatur der giver velvære. I
køkkenet er et par grader lavere nok ønskeligt. I soveværelset er den ideelle
temperatur mellem 16°C
og 18°C.
Når temperaturen i et rum er lavere end i de
tilstødende rum, bør døren været lukket. Det koldere rum vil nemlig trække
varme fra de andre, og det kan bevirke, at der bliver fodkoldt.
Som en tommelfingerregel er det en god ide at have
mindst 16°C
i alle rum. Men vær opmærksom på, at for hver grad temperaturen hæves, stiger
varmeforbruget med ca. 5%.
Vigtigt! Temperaturen bør ikke komme under 14°C i noget rum, det kan
skade bygningen og give problemer med fugt.
|
|
|
|
|
|
BRUG ALLE RADIATORER

|
|
Brug altid alle radiatorer i samme rum. Det giver absolut den
behageligste varme og den bedste varmeøkonomi. Der er intet sparet ved at
skrue helt op for en enkelt radiator i et rum og lukke for de andre. Faktisk
bruger én radiator, der er fuldt opvarmet, ofte mere varme end to eller tre,
der kører på kvart drift.
Hvis du derimod bruger alle radiatorer som anbefalet, så udnytter du den
tilførte varme på den mest hensigtsmæssige måde. Når radiatoren fungerer, som
den skal, er den varm i toppen og kold i bunden.
NB: En radiator bør aldrig tildækkes eller afskærmes. En sofa eller reol bør
således ikke placeres lige foran en radiator.
|
|
|
|
|
|
RADIATORTERMOSTATEN

|
|
Det er termostaterne, der regulerer varmen i de enkelte rum.
De er forsynet med en føler i håndtaget eller en fjernføler placeret på
væggen eller under radiatoren. Termostaten/føleren skal sidde frit og må ikke
dækkes til af gardiner, møbler eller lignende.
Termostaterne regulerer, at der altid er den ønskede temperatur i rummet.
Hvis det er koldt udenfor, sørger de altså helt automatisk for, at der bliver
skruet op for varmen i radiatorerne. Omvendt lukker termostaterne også ned
for varmen, hvis der tilføres varme andre steder fra – f.eks. fra mennesker i
rummet, tændte stearinlys, og når solen skinner ind ad vinduerne.
Hvis du synes, radiatorerne er koldere, end de plejer at være, så prøv at
kontrollere temperaturen i rummet med et termometer.
|
|
|
|
|
|
INDSTILLING AF TERMOSTATERNE

|
|
Stil termostaten i en mellemstilling f.eks. 3, det svarer
normalt til en temperatur på omkring 20°C. Efter ca. en time kan du kontrollere,
om temperaturen er passende. Er det ikke tilfældet skru så lidt op eller ned,
indtil du har den ønskede temperatur.
Der går ca. en time, før reguleringen kan mærkes. Vil du kontrollere
temperaturen, så brug et godt termometer. Termometeret skal placeres på en
indervæg i ca. 1,5
meters højde.
De fleste termostater er forsynet med en “huske ring”. Den er beregnet til at
markere den valgte indstilling, så det er let at vende tilbage til den rette
indstilling igen, f.eks. efter at have lukket ned for varmen i forbindelse
med udluftning.
|
|
|
|
|
|
KONTROL MED TERMOSTATERNE

|
|
Det er nemt selv at kontrollere, om termostaterne virker, som
de skal. Når du skruer helt op, skal radiatoren blive varm over det hele. Omvendt
skal den – efter en time eller to – blive kold, når du lukker termostaten.
Kontrollér termostaterne én til to gange om året. På den måde får du
undersøgt, om der er defekte termostater, som bør repareres eller skiftes ud.
Du får også kontrolleret, om en termostat har “sat sig fast” i en bestemt
position. Det kan typisk ske, hvis den har været lukket i længere tid.
Er du stadig i tvivl, om termostaterne
fungerer optimalt efter din egen kontrol, så tal med varmeværket eller din
vvs-installatør.
|
|
|
|
|
|
UDLUFTNING

|
|
Vi trives bedst i frisk luft. Stillestående luft i boligen
optager bl.a.
fugt og bliver iltfattig. Luft derfor ud flere gange om dagen. I forbindelse
med madlavning
og bad kan det naturligvis anbefales at lufte ekstra ud.
Den bedste måde at lufte ud på er at skabe gennemtræk i 5-6 minutter. Det
giver den ønskede luftfornyelse, uden at vægge og møbler bliver kolde.
Luftventiler eller et vindue stående på klem giver ikke tilstrækkelig
udluftning.
Husk at lukke for termostaterne, mens du lufter ud. Den friske luft, der
kommer ind, er ofte koldere end luften i rummet. Det vil termostaten
registrere som et tegn på, at der skal skrues op for varmen.
Undgå derfor også at lade vinduer stå på klem i længere tid ad gangen.
|
|
|
|
|
|
FUGT

|
|
Du kan begrænse fugtproblemer ved at sørge for, at
temperaturen aldrig kommer under 4°C.
Samtidig skal der være hyppig udluftning i rummet. Hvis der kommer dug i
hjørnerne
af termoruder, er det et tegn på, at der er for fugtigt i rummet.
Undlad at stille møbler med store, lodrette flader (f.eks. et skab eller et
klaver) helt op ad kolde ydervægge. Det forårsager ofte fugtproblemer.
Det er også en god idé at sikre sig, at der er aftræk eller udsugning i
køkken og badeværelse.
Endelig kan det anbefales at lufte ekstra godt ud, hvor der er mennesker i
længere tid ad gangen – f.eks. i soveværelset. Mennesket afgiver nemlig ca.
to liter vand i døgnet.
|
|
|
|
|
|
NÅR VI SELV SKRUER NED

|
|
Du kan naturligvis skrue ned for varmen om natten, men helst
ikke for meget. De fleste vil jo gerne spare, hvor de kan. Men hvis temperaturen
bliver for lav, skal der meget til for at varme boligen op igen. – Måske
endda så meget, at der alligevel intet er sparet.
Det samme gælder, når du tager på arbejde eller er væk i en kortere periode.
Hvis du derimod er bortrejst i længere tid, er der selvfølgelig ingen grund
til, at temperaturen i din bolig er lige så høj, som når du er hjemme.
– Bare du husker, at temperaturen i huset ikke må komme ned under 14°C.
|
|
|
|
|
|
DET VARME VAND
|
|
Temperaturen på det varme vand fra hanen bør ikke overstige 50°C. Ved en højere
temperatur opstår der risiko for kalkdannelser i varmtvandssystemet, og det
kan medføre
tilkalkning af vandvarmeren. Vask ikke op under rindende vand og husk, at
brusebad er mere energibesparende og derfor også billigere end karbad.
I et almindeligt badekar bruger man typisk ca. 125 liter vand. Med et
5 minutter langt brusebad bruger man ca. 45 liter vand.
|
|
|
|
|
|
ALTERNATIV OPVARMNING

|
|
Når man har fjernvarme, skal man tænke sig om en ekstra gang, før
man f.eks. tænder for en elvarmeovn.
En elvarmeenhed vil normalt være meget dyrere end en fjernvarmeenhed.
En brændeovn kan være hyggelig og give dejlig varme. Om det så er økonomisk
fordelagtigt, afhænger af brændets pris og energiindhold.
Husk, at træ, der er imprægneret, malet eller lakeret, ikke må brændes.
Det samme gælder limtræ, spånplader og lignende.
|
|
|
|
|
|
HOLD ØJE MED FORBRUGET
|
|
Normalt er et fjernvarmeanlæg problemfrit. Men der kan være en
defekt ventil, der kan opstå en utæthed et sted, eller måleren kan måske svigte.
Derfor anbefales det at aflæse varmemåleren mindst én gang om ugen og skrive
resultatet ned.
Skulle der opstå problemer omkring forbruget, vil en eventuel reklamation
normalt kun kunne behandles, hvis der foreligger en regelmæssig ført
måleraflæsning.
Du kan også få andre interessante informationer ved at aflæse måleren.
– Oplysninger, som kan give dig en bedre forståelse for, hvorfor de råd, du
får i denne folder, er værd at følge. Bl.a. er det vigtigt at kende anlæggets
afkøling.
|
|
|
|
|
|
DET HANDLER OM AFKØLING

|
|
Alle ved, at varmeregningen bliver mindre, hvis man bruger det
varme vand med omtanke – både det i hanerne og det i radiatorerne.
Men ved du, at forskellen mellem fjernvarmevandets fremløbs- og
returtemperatur også har betydning for økonomien?
Den forskel kaldes for afkølingen. Jo koldere fjernvarmevandet er, når det
sendes tilbage til varmeværket, jo bedre har man udnyttet den varme, der er i
fjernvarmevandet.
Prøv engang og føl på returrøret på en radiator, der er åben. Røret skal
føles koldt eller lunkent, så er afkølingen sandsynligvis god.
|
|
|
|
|
|
HVAD ER GOD AFKØLING?
|
|
Jo bedre fjernvarmevandet afkøles, inden det sendes tilbage
til varmeværket, jo mindre vand skal der varmes op og sendes i cirkulation (se
side 2).
Hvis fjernvarmevandet ikke afkøles tilstrækkeligt, sker gennemstrømningen
nemlig alt for hurtig. Det medfører, at varmeværket enten skal sende en
større mængde fjernvarmevand
i cirkulation eller hæve temperaturen.
I begge tilfælde kræver det et større energiforbrug, og det belaster både
miljøet og økonomien.
I vinterperioden (november-marts) bør det være muligt at opnå en afkøling på
mindst 35°C.
I sommerperioden vil afkølingen være svingende, afhængig af varmebehovet.
|
|
|
|
|